ISTDP core træning - Intensiv Dynamisk Kort-tids Terapi

En introduktion til skamsensitiv fordybet klientarbejde med afsæt i moderne dynamisk-relationel tilknytningsteori og traumeforståelse.

Efteruddannelse i

Intensiv Dynamisk Korttidsterapi

 

Styrk dine kompetencer med en specialiseret psykoterapeutisk efteruddannelse, der ruster dig til at arbejde præcist, effektivt og differentieret med traumer og følelsesmæssig selvregulering.

På den 3-årige videreuddannelse i

Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP)

opnår du en dybdegående forståelse af traumebehandling og de dynamiske processer, der former menneskers følelsesliv og karakterstruktur. Uddannelsen har særligt fokus på, hvordan tidlige og vedvarende svigt kan påvirke klientens affektregulering, relationelle mønstre og senere udvikling af psykopatologi – og hvordan forskellige grader af strukturel sårbarhed kræver tilsvarende differentierede terapeutiske interventioner.

Undervisningen foregår i smukke omgivelser hos

Akademiet Indre By i København.

 

ISTDP Core med Rikke Hvelplund og Jon Frederickson

Opnå styrkede kompetencer i dit psykoterapeutiske arbejde

Bliv rustet til at arbejde effektivt med traumer og evnen til moden, følelsesmæssig selvregulering. Opnå nøglekompetencer, der hjælper dig med at skabe livsforandrende resultater i dit psykoterapeutiske arbejde med klienters konflikter og problematikker.

Traumer sætter dybe spor i både hjernen og nervesystemet og kan forstyrre et menneskes affektregulering og adfærdsudtryk – noget der kan give problemer både kropsligt, intrapsykisk og i relationen til andre mennesker. Disse symptomer kan være alt fra fordøjelsesproblemer, kronisk anspændthed og forhøjet blodtryk til følelsesmæssige vanskeligheder som lavt selvværd, angst, depression, PTSD og relationelle udfordringer som konfliktskyhed eller andre selvundergravende adfærdsmønstre.

Når vi forstår, hvordan ubearbejdede og ofte ubevidste traumer påvirker klientens nervesystem og adfærdsmønstre – og hvordan de også genudspiller sig i rummet mellem klient og terapeut – kan vi foretage præcise psykodiagnostiske assessments. Disse giver os mulighed for at skræddersy en terapeutisk behandling, der hjælper klienten med at (gen)etablere en stærk selvreguleringskapacitet gennem et dybdegående og helende terapiforløb med varige, livsforandrende resultater for vores klienter.

Arbejdet med traumer er komplekst og fordrer, at terapeuten kan målrette interventioner til klientensudviklingsbehov i nuet. Det er klientens udviklingsbehov, som afgør, om terapeuten skal arbejde emotionsfokuseret eller kognitivt eller mindfult osv. Derfor er det nødvendigt med en integrativ tilgang til traumearbejde. ISTDP integrerer teori og interventioner fra bl.a. kognitiv terapi, emotionsfokuseret terapi, psykoanalyse, adfærdsterapi samt mindfulness.

 

ISTDP core

Dato for næste hold 26

Modul 1: 17. og 18. september 2026
Modul 2: 22. og 23. oktober 2026
Modul 3: 26. og 27. november 2026 / med Jon Frederickson online
Modul 4: 28. og 29. januar 2027
Modul 5: 11. og 12. marts 2027
Modul 6: 29. og 30. april 2027
Modul 7: (dato følger) 2027
Modul 8: (dato følger) 2027
Modul 9: (dato følger) 2028
Modul 10: (dato følger) 2028
Modul 11: (dato følger) 2028
Modul 12: (dato følger) 2028
Modul 13-18: (dato følger)

Alle dage kl. 9.00 – 17.00

1.år: Fundamentet – det solide kliniske afsæt

Første år etablerer et grundigt klinisk og teoretisk fundament.

Du opbygger forståelse for:

  • Hvordan tidlige relationelle erfaringer og traumer former hjernen, nervesystemet og følelseslivet

  • Sammenhængen mellem følelser, angst og forsvar

  • Hvordan traumer manifesterer sig kropsligt, intrapsykisk og relationelt

  • Procesdiagnostik og det psykoneurotiske spektrum, særligt modstandssystemet ‘isolation af affekt’

Der arbejdes især med lette til moderate traumeudtryk og klienter med kapacitet til at mærke og processe ubearbejdede følelser.

Du træner centrale kliniske kompetencer i at:

  • Foretage psykodiagnostisk assessment ud fra et dynamisk/relationelt perspektiv

  • Fastholde intrapsykisk fokus
  • Vurdere stimulus–følelse–angst–forsvar–symptom-kæden

  • Aflæse angstens manifestation i nervesystemet

  • Vurdere klientens ego-adaptive kapacitet

  • Etablere og styrke både bevidst og ubevidst terapeutisk alliance

  • Identificere og arbejde med forsvar uden at eskalere angst

  • Monitorere egne reaktioner (modoverføring)

Året giver dig et præcist klinisk sprog og en struktureret metode til at forstå og intervenere i klientens psykodynamik moment for moment.

2.år: Fragilitet og kapacitetsopbygning

Andet år retter fokus mod klienter med lavere jeg-kapacitet og høj angst, og som overvejende lander i modstandssystemerne ‘repression’ og ‘splitting/projektion’ ved stigning i komplekse følelser.

Her arbejder vi med:

  • Jeg-skrøbelighed

  • Repression og somatisering

  • Regressive og projektive forsvar (dissociation, splitting, projektion m.m.)

  • Depression, kompleks PTSD og karakterologisk sårbarhed

Disse klienter har ofte for høj angst og utilstrækkelig reguleringskapacitet, hvilket kræver et gradueret, kapacitetsopbyggende format.

Du lærer at:

  • Vurdere hvornår et gradueret format er nødvendigt

  • Regulere og nedtone angst systematisk

  • Opbygge kapacitet i nervesystemet

  • Identificere og omstrukturere regressive og behandlingsdestruktive forsvar

  • Arbejde med somatiserende og repressive mønstre

  • Støtte udviklingen af et observerende og regulerende jeg

Fokus er præcision, tempojustering og interventioner tilpasset klientens kapacitet.

3.år: Høj modstand og behandlingsresistens

Tredje år fokuserer på klienter med høj grad af modstand og karakterforsvar.

Her arbejder vi med:

  • Karakterologiske forsvar, der underminerer relationer

  • Overjegsforsvar og selvdestruktive mønstre

  • Overføringsmodstand

  • Behandlingsresistens

Disse klienter har ofte tilstrækkelig kapacitet, men deres forsvarssystem beskytter effektivt mod følelsesmæssig forandring.

Du lærer at:

  • Identificere og konfrontere karakterforsvar

  • Arbejde systematisk med overføringsmodstand

  • Intensivere terapien, når kapaciteten tillader det

  • Skelne mellem modstand og skrøbelighed

  • Anvende et mere vedholdende og struktureret standardformat

  • Monitorere den terapeutiske proces moment for moment

Året giver dig redskaber til at arbejde med komplekse og tilsyneladende fastlåste forløb.

Uddannelsens afsæt og metode

Undervisningsformen omfatter følgende:

    1. Teoretisk fordybelse:
      Der vil være løbende gennemgang og diskussion af relevant psykologisk teori, som sikrer dig, at du kan relatere din praktiske erfaringer til en solid teoretisk ramme.
    2. Klinisk færdighedstræning:
      Når vi træne specifikke kliniske færdigheder i et øvelsesformat opbygger du gradvis din kompetencer og selvtillid.
    3. Supervision af videooptaget psykoterapeutisk arbejde:
      Du (SKAL) præsenterer videooptagelser af dine egne klient-sessioner til supervision på hvert modul og giver som led i træning af klinisk tænkning en dybdegående refleksion over din kliniske praksis, og på den måde det allerstørste udbytte for dig.

Undervisningen integrerer:

  • Teoretisk fordybelse i årets tema

  • Analyse af video-cases

  • Supervision på egne sager

  • Færdighedstræning og rollespil

  • Træning i psykodiagnostik og intervention

  • Løbende udvikling af klinisk beslutningskompetence

Vi arbejder kontinuerligt med at:

  • Vurdere klientens psykodynamik og ego-adaptive kapacitet

  • Aflæse og regulere angst

  • Identificere og omstrukturere forsvar

  • Intervenere ud fra konflikttrekanten og persontrekanten

  • Skabe og styrke terapeutisk alliance

  • Justere tempo og intensitet

  • Monitorere terapeutens egne responser

Den samlede studieplan

På første år tilegner du dig viden om bl.a.:

  • Hvordan tidlige relationer og traumer påvirker hjernen og nervesystemet, og dermed også følelseslivet, evnen til selvregulering og resiliens.
  • Traumer hos børn, unge og voksne
  • Hvordan traumer manifesterer sig kropsligt, intrapsykisk og relationelt.
  • Fysiologiske tegn på angst og forskellige metoder til angstregulering.
  • Forskellige forsvarssystemer og deres funktion

Du vil udvikle centrale færdigheder og kompetencer i forhold til:

  • At lave et psykodiagnostisk assessment og beskrive samt vurdere klientens vanskeligheder ud fra et dynamisk perspektiv.
  • At anvende psykologiske begreber som fundament for klinisk tænkning, hvilket muliggør analyse og vurdering af klientens symptomer samt skræddersyning af en terapeutisk plan.
  • At etablere en bevidst og mobilisere en ubevidst terapeutisk alliance med klienten.
  • At opnå og opretholde et intrapsykisk fokus, herunder at genkende og håndtere de forsvarsmekanismer, der hindrer dette fokus.
  • At analysere og vurdere klientens verbale og nonverbale respons på dine interventioner samt tilpasse interventionerne til klientens aktuelle udviklingsbehov.
  • At aflæse angstens manifestation i nervesystemet samt vurdere angstniveau og de forsvarsmekanismer, der forstyrrer angstregulering.
  • At analysere og vurdere klientens forsvarssystem.
  • At mobilisere et opmærksomt og observerende jeg hos klienten.
  • At vurdere, om en intervention er gavnlig for klienten.
  • At monitorere egne reaktioner (modoverføring).

På andet og tredje år vil du tilegne dig viden om bl.a.:

  • Karakteristika ved skrøbelige klienter med høj grad af ureguleret angst og brug af regressive forsvar.
  • Karakteristika ved klienter med høj grad af modstand, som kan føre til behandlingsresistens.
  • Karakteristika ved klienter med behandlingsdestruktive forsvar.
  • Karakteristika ved klienter, som er fanget i selvdestruktive mønstre.
  • Karakteristika ved klienter med depression, somatisering eller konversionstilstande.
  • Karakteristika ved klienter, der ubevidst genskaber tidligere relationelle dynamikker i rummet med terapeuten.

Du vil udvikle centrale færdigheder og kompetencer i forhold til:

  • At identificere og håndtere behandlingsdestruktive forsvar.
  • At identificere og håndtere forskellige typer og grader af projektive forsvar.
  • At identificere og håndtere repressive forsvar.
  • At identificere og håndtere regressive forsvar, herunder bl.a. dissociering, projektion, splitting, somatisering.
  • At identificere og håndtere defensive følelser.
  • At omstrukturere forsvarssystemer.
  • At opbygge kapacitet i klientens nervesystem.
  • At identificere og håndtere somatiserende forsvar.
  • At identificere og håndtere karakterforsvar.
  • At identificere og håndtere overjegsforsvar.
  • At identificere og håndtere forskellige typer overføringsmodstand.
  • At vurdere, hvilke klienter der har behov for et gradueret, kapacitetsopbyggende format.
  • At tilpasse interventioner til et gradueret format.
  • At vurdere, hvilke klienter der har behov for et mere vedholdende og udfordrende format.
  • At vurdere klientens ego-adaptive kapacitet.
  • At intervenere relevant ift. klientens angst, forsvarssystem og ego-adaptive kapacitet.
Certificering

Der udstedes diplom ved gennemført uddannelse.
Maksimalt tilladt fravær er 10 %.

Mød din underviser

Din facilitator er mig, Rikke Hvelplund – psykoterapeut MPF, underviser og supervisor.

På baggrund af en karriere som erhvervspilot brancheskiftede jeg i perioden 2009-2014 til psykoterapeut MPF, med specialisering i relationsorienteret psykodynamisk terapi (ISTDP).

Jeg har taget core uddannelsen gennem det danske ISTDP-Institut, og har herefter været i løbende undervisning, supervision og efteruddannelse hos Jon Frederickson, ligesom jeg går i egenterapi hos Patricia Coughlin della Selva og i par terapi hos Tami Chelew, begge fra USA.

Jeg underviser på UC-Vellingkollers moduler om det dynamisk ubevidste, følelsernes transformerende kraft, selvbeskyttende strategier skyld og skam mm., og tilbyder sammen med Sanne Almeborg en niveaudelt efteruddannelse Fra Traumer til Selvregulering (en ISTDP core).

Deltagere

Der vil være 8-12 deltagere, herunder psykoterapeuter, psykologer, psykiatere og andre fagpersoner med en relevant mellemlang eller lang uddannelsesbaggrund, og som benytter samtalen som en vigtig del af deres klientarbejde.

Litteratur

Uddannelsen tager afsæt i ca. 5 grundbøger på dansk og engelsk, samt artikler, slides og færdighedsopbyggende øvelser. Bøgerne køber du selv, og resten får du på uddannelsen.

Tid og sted

Alle dage fra kl 9-17 hos Akademiet Indre By:

https://www.akademietindreby.dk/

i hjertet af København

Pris / betaling

24.000kr/år. Du kan betale i rater.

Prisen er momsfri hvis du betaler selv og momsbelagt hvis din arbejdsgiver betaler for dig.

Forplejning er ikke inkluderet, så medbring frokost selv samt lidt sødt (frugt, kage) til deling.

(Det med småt)

Ved tilmelding til ISTDPcore uddannelsen senest 1 måned inden opstart hæfter du for betalingen af samtlige 3 år.

Afbud og afmelding efter tilmelding er dermed på egen bekostning.